17.12.15
En rigtig festlig og hyggelig afslutning på Seniorklubbens møder i dette år – ja det var lige det, vi fik ved afslutningen i Klærkesalen. Der var hjemmebagte klejner, pebernødder og æbleskiver i rigelige mængder med øl, vin og kaffe at drikke til. Nu sidder vi til møderne i et kirkerum, og så var det måske passede, at et kor fra en igangværende kirke dukkede op for at synge nogle af de traditionelle sange, som vi faktisk ønsker at høre hver eneste jul. Sandelig – sandelig siger jeg Eder, om ikke et kor fra Mørkhøj Kirke dukkede op og sang de dejligste julesange og julesalmer for os. Det var et rigtig godt kor, som godt kunne fortjene at blive flittigt benyttet af vores game arbejdsplads. Så var det ved at blive rigtig jul i Seniorklubben, og vi lyttede til den herlige korsang med stor nydelse – og fik da også en sang med latinsk tekst, som klædte Klærkesalen særdeles godt, fordi den i tiden som kirke var vant til at høre det latinske sprog ved andagter og messer. Stemningen var fin og slikskålene blev tømt, clementinerne forsvandt. Dejlig og hyggelig afslutning med formandindens bagværk, hvor fru Blomsterberg nok kunne lære et eller andet til sine utallige genudsendelser i DR. Med ønsket om en god jul og et rigtig godt nytår til alle fra bestyrelsen og mange hjælpere, der gør sit til at vores møder fungerer så godt.
Foto: pet - tekst: ørs-