15.01.15 Bagepladerne i formandshjemmet var gloende op til Nytårsfesten for medlemmerne, hvor kølig boblevand var indgangen til festlighederne i Klærkesalen. Med kæmpe kageborde fyldt med lækkerier fra lagkage, småkager og chokoladebetrukne vidundere fyldte vi vores maver, således at det var svært at rejse sig igen. Bankoopråberen gjorde som sædvanlig få personer glade, men sådan er spillet indrettet, og hyggeligt var det da at se enkelte slæbe af sted med dejlige præmier, som vi alle godt kunne have tænkt os. Den varme middagsmad var i år afløst af velsmurt smørrebrød, og der var rigeligt til at blive godt mæt. Vi fik Swingtetten med Lilian Irlind som vokalist i standardnumrene fra den tid, hvor verden var bedre end nu. I al fald den verden vi kendte. Det blev en herlig nytårsfest med alt, hvad vi kunne ønske os i Klærkesalen.
Tekst: ørs- Foto: Per Tidgen