DR Senior-klubbens 30-års-Jubilæumstale
. ………………………………………………….

Godaften –
Når jeg er blevet bedt om at holde festtalen, så er det fordi,
formanden forventer, at jeg på bedste nordjyske maner
- uden problemer - kan slå et festligt kvarter ihjel.
Derfor må jeg venligst minde om, at min opgave som taler - er at tale,
og Jeres som gæster - er at lytte.
Vær venlig at række en hånd op – hvis I er færdige før mig.

Det kan jo være svært at holde en festtale for en klub
der fylder 30, som man kun har været medlem af godt et år.
Men når det er sagt, så er jeg jo også nødt til at sige,
at det bliver mere end svært at finde en festtaler,
der har været medlem i 30.
Det ligger ligesom i kortene, at denne forening virkelig forstår
at udvikle - innovere – sig selv, helt automatisk på alle områder,
Der er forbavsende få æresmedlemmer af denne forening
og få medlemmer har fået en sølvnål for 25 års medlemskab
-det bruger man nemlig ikke.
Vi fejrer som sagt i aften 30 års jubilæumsfest –
 30 år er ingen alder – det kan klubbens medlemmer
nemt blive enige om,  idet de stort set alle sammen er mere end det dobbelte.

Over en 30-årig periode har DR-senior-klubben haft 3 formænd - og en kvinde. 
Den første, Stifteren Valdemar Wolsing var en stor og favnende personlighed.
Formand for Symfoniorkesteret - ven med Kong Frederik den 9. De to tog sig ofte en ”øltår”.
Fik mange medlemmer ind i klubben. Sådan lidt med tvang.
Ikke på den måde at han brugte Rocker-metoden – armvridning, håndkantslag og tæskehold.
- men han inviterede gerne kommende medlemmer til en adfærdsregulerende samtale.
Man kan sige, at Wolsing uden at sænke målet – eller hæve tålmodigheden –
i ekspresfart skabte en stur, stur forening.
Den anden: Inger Winckelmann. Blid og konsekvent dame.
Var meget opmærksom på folk som mistede deres job i DR,
Inden de forlod huset var de medlem af klubben
Da DR havde 75 års jubilæum - med stor fest i Forum - var seniorerne ikke inviteret.
Forklaringen var pladsmangel
I stedet blev Seniorklubben budt på en tur til postmuseet.
Formand Inger blev vred og talte med store bogstaver til DR ledelsen.
Sagen endte i Ekstrabladet, men – for dem der gad - også på Postmuseet.
Den tredje formand hed Michael M Jacobsen - Manden der vidste alt.
Også at djævelen ligger i detaljen. Han var en system- og ordensmand.
Hvis der var nogen der fik styr på DR-seniorklubbens arkiver
så var det Michael M. Jacobsen.  Han var en slags forløber for tidens spindoktorer –
med direkte ”nu skal du høre”-ret til generaldirektøren.
Ved sin afsked fra DR blev han iført en T-shirt hvor der stod: SPØRG BARE...
Og EN KNAP, hvor der stod: TRYK HER FOR SVAR...

Vi har så her ved 30-års dagen en fjerde formand – Bent Erik Hansen -
der er en konge i at arrangere,
en feltherre i at få ting til at hænge sammen,
en snakkeevne til at lokke folk til.

Torsdagene i Klerkesalen er så fyldte med
mangfoldige tilbud, at tidligere forvænte og forkælede
DR-medarbejdere finder dem både 
lokkende og charmerende.

Og så tager han altid – konen, kællingen, madammen med,
Fordi han ved – som vi ved – at
Det er hønen der får hanen til at gale.
Og formandens høne er bestemt ikke det værste han har.
Og ej det værste vi får. 
Vi ved hver gang vi samles om torsdagene
så er - om lidt – kaffen klar.   

Seniormøderne er kulturmøder i dobbelt forstand.
Der er kultur i selve mødets uforanderlighed. –
Man ankommer
sætter håret og går ind til kaffe, kage, øl og vin.
Nogle sidder helst på de samme pladser,
andre kan li at cirkulere,
Man beruser sig i pludren, minder og forventninger.
Formanden taler i en mikrofon, der sommetider lyder som noget der
er et udlån fra Nørrebro lokalradio-
gæster træder frem - oplagte og for det meste til tiden.
Kulturen løfter sig et trin op
Inden torsdagen går mod sin gode afslutning.

Når man svæver eller sjasker fra Klerke-sal til
cykel, bus, bil eller Metro
så kan man til den indre varme fremkalde fablen om
Nordenvinden og solen.

De to - Nordenvinden og solen - kom op at diskuterer om
hvem, der havde mest magt og indflydelse.
Nordenvinden sagde til solen: Kan du se den mand der
nede på Nørrebrogade
Nu skal jeg blæse frakken af ham.
Og nordenvinden blæste det bedste den havde lært.
Men manden trak blot sin frakke tættere og tættere omkring sig.

Så sagde solen,
Nu skal jeg prøve med kærlighedens arm –
Og så sendte solen sine varme stråler 
ned over manden,
så manden frivilligt – efter kort tid - tog sin frakke af.

Som solen fik manden til at tage sin frakke af -
bliver vi torsdag efter torsdag serviceret så vi også frivilligt
lægger frakken og jakken –
vore parader, og forbehold
- ikke ude i garderoben,
men inden i selve salen - ved siden af kaffekopper og vinglas.
Det sidste af sikkerhedshensyn.
Garderobeflytningen fra toiletregionerne til hovedsal er den eneste foranderlighed
som, der har været af traditionen.
Torsdagens Klerke-møde er nemlig et kulturmøde, der bygger på tradition.
Sådan kan medlemmerne også bedst li det.
Fornyelsen sker på scenen.
Fordi hvis tradition lever uden fornyelse, og fornyelsen falder som haglbyger uden at ha
tradition i sig, så er begge størrelser lige kedelige og intetsigende.

Når den ene gæsteforedragsholder efter den anden
beretter om et liv, en gerning - krydret med sjov, alvor
og forhåbentlig ægthed
så, stråler fornyelsen.
Vi ved at vi lærer så længe vi lever,
og vi lever, så længe vi lærer.

DR Seniorklubbens medlemmer kan kendetegnes ved, at de nok stort set
alle sammen har haft mange gode år i DR, som de mindes med stor glæde.
De har i DR haft et arbejdsliv fyldt med

Spændende udfordringer,
Stærke oplevelser,
vellykkede arbejdsdage,
projekter der faldt i hak,
uds. som sad i skabet,
budgetter der holdt,
Teknik der fungerende
Lys der faldt som det skulle,
lyd, der ku høres.
Gæster der sagde tak for god behandling,
og andre, der gik i vrede, fordi man fik
skovlen under dem.

D e fleste af Jer har haft et arbejdsliv i DR med kollegaer, som I ikke
ville ha’ undværet
I har mødt herlige mennesker
Sjove mennesker
Smukke mennesker
Og mennesker, der klart havde et - radioegnet ansigt.
I har mødt ædruelige mennesker
og det modsatte
Søde mennesker –
og rare mennesker
Og det modsatte.

Vi har prøvet at sidde ved DR-borde, hvor der som Hans Sølvhøj engang formulerede det,
ikke blev sagt et eneste godt ord om nogen.

Vi har også mødt mange dygtige chefer – på forskellige niveauer.
Da vi har arbejdet et hus der hyldede – og vel stadig hylder –
sandhed og virkelighed.
så er jeg også nødt til at tilføje, at de fleste af os også husker,
at vi har været i en virksomhed
hvor vi oplevede despotiske chefer, der som enøjede konger
troede, de var på besøg i de blindes paradis.
 Vi har mødt chefer der ikke tog hensyn til den bagatel, som hedder kendsgerninger,
som, hvis det var fakta benægtede fakta.

At selv om vi som - Marx-brødrene - aldrig glemmer et ansigt,
så har vi mødt chefer, hvor vi havde en forbandet lyst til at gøre en undtagelse.

At vi har lyttet til argumenter, som bar tydeligt præg af her talte en person, der
vidste, at hvis ens argumenter ikke holdt, ikke var salgbare, så kunne man altid prøve at
skræmme de andre – ved at hæve stemmen.

Vi har hørt og set chefer, som burde ha’ været indkaldt - af nogen højere oppe i systemet - til en
kammeratlig samtale med ordre til at justere deres lystbetonede hukommelse.

Men vi har også haft chefer som var i gang med en selvvalgt fantastisk nedtur
og den havde ingen lyst til at afbryde dem i.

Men alt det er ovre nu – for Seniorklubbens medlemmer.

Tilbage er at mødes med dem
som man havde et arbejdsmæssigt samvær med 
Et arbejde i et hus - hvor det man arbejdede med
havde betydning for dette lands 
udvikling
indenfor politik, etik og manerer,
viden, kunst og kultur.

Man kan godt gå så langt og sige at mange af os tilstedeværende
har et stort
rum indenfor det som kaldes pacemakerområdet,
hvor DR stadig fylder godt op. 

Et særligt hjertekammer med logo og kendinger,
møder og udsendelser
- navne og mennesker.
Og når alt det andet – det kedelige, det urimelige
berøres, strejfes, antydes,
så kan vi heldigvis trække på smilebåndet.
- eller slå os på låret.

Det er dog en ting vi måske ikke lærte i den DR-institutionen
men som vi i hvert fald dyrkede i huset dagligt.
Og som medlemmerne og foredragsholderne  
genopfrisker i Klerkesalen

drilleriet, latteren, satiren, morskaben.

Det skal ikke være kedeligt at gå på arbejde.
Det var det heller ikke. 
Det skal ikke være kedeligt at mødes i Klerke-salen.
Og det er det heller ikke. 

Hjertelig tillykke med jubilæet til foreningen
og tillykke til Jer medlemmer.
I to størrelser passer så fortrinlig sammen
I lever begge op til 
at der skal to vinger til at få en fugl
til at flyve.
Og holde højden,

3 Skagens-hip og hurra-råb
………..........................................
Frode Muldkjær/18.11.2010