Ledoje kirkeTorsdag den 1. oktober gik busudflugten med 40 deltagere til Ledøje kirke. Vi fik et inspirerende og levende foredrag af Jens Jørgen Nygaard, som ud over at være 1. viceborgmester i Egedal kommune er meget historieinteresseret.

 
Kirken er særlig interessant, idet det er den eneste dobbeltkirke i landet. På Valdemar Sejrs tid (1202-41) lod grev Conrad af Reginstein kirken opføre i forbindelse med giftemål med Jacob Sunesens datter Ingerth og som tilhørte den mægtige Hvide-slægt.
Der er tale om et borgkapel i 2 etager, hvor stueetagen var for bønder, tyende m.v. Overetagen var for grevens familie og gæster. Kirkens placering tæt på ringmuren gav mulighed for direkte adgang fra ridderborgen til overetagen, hvorfra præsten prædikede. Den underste etage var uden bænke, så det har givet ind imellem været en trættende ”forestilling”.
Da Ledøje mistede herremand og ridderborg er kirken gået i forfald og den flotte bygning blev ombygget til en almindelig landsbykirke med tårn.
I årene 1887-92 blev kirken grundigt restaureret og genskabt som dobbeltkirke under arkitekt H.B. Storcks ledelse og er nu et af de mest særprægede mindesmærker i Norden om middelalderens kirkelige bygningskunst.
Absolut et besøg værd og kommer man som vi også op i tårnet, er der en fantastisk udsigt over et smukt landskab og Roskilde domkirke kan ses i det fjerne.
 
Derefter gik turen til Ganløse kro, hvor sulten blev stillet med nogle gode snitter og tilhørende drikkevarer mens snakken gik lystigt.
Sv. Erik
foto: pet