IMG 20181126 AftenstemningDen længe ventede dag, mandag den 26. november 2018, begynder ved det gamle Radiohus på Frederiksberg kl. 8.00 og senere ved Lyngby Station kl. 8.30. En dejlig komfortabel bus, der med erfaren og sikker hånd føres af chauffør Henning. I DR seniorers mund - Hennings Bus. Lise, med den store viden og evner for tilrettelæggelse af spisesteder samt orientering om, hvor vi er og hvad der var, og hvad der i dag er væsenligt at beskue, styrer slagets gang.
Der godmorgnes og krammes, gensynsglæden er indlysende og stor.
Formand Henrik og Pernille er der også. Nej, ikke Pernille, - Pia selvfølgelig. Vi måtte forresten tage vores mand/kvinde/ven eller veninde med. Der bydes velkommen, kaffen, morgenbollen og morgenbitteren glemmes ikke.
Der er som regel altid 3 - 4 engle, der servicerer os andre nydende personer undervejs. Det gælder lumumba, Irish coffee m.m. - til gode økologiske priser.
 
Et par seniorer opsamles i Slagelse, og vi kører blidt og sikkert mod Lübeck. Blærens funktion er nu mere aktiv, og vi stopper ved en ladestation. Senere endnu et stop, hvor der ved hjælp af Lise og Hennings kokke-/tjenerevner fremtrylles et veldækket bord. Ikke med pap og plastic - nej, nej, ordentligt kongeligt bestik og rigtige tallerkner. Denne gang er der pølser og kartoffelsalat, og hvis man trænger, ak ja,  er der også toastbrød.
Vi mildest talt havner på et 5-stjernet Hotel, centralt ved julemarkeder og lige i centrum,  ud til Trave-kanalen. Middag på hotellet og derefter for mit vedkommende på hovedet i seng.
Luksus, luksus, uovertruffen morgenkomplet, som må være det mest overdådige syd for grænsen.
Dag to med juleboder, carrywurst, glühwein. Siden mere hofteskade hos Lübeckers Marcipanhus, der også har overdådige lagkager. Den åndelige føde gemmer nogle af os til næste Lübeckertur. Om aftenen endnu en herlig middag på Hotel Jensen. Alt, ugen forinden, forsmagt - og bestilt af Lise. Efter en hård oplevelsesdag og en søvn i hotellets bedste royalesuitelignende seng var afgangen fra Lübeck kl. 10.00.
På vejen hjem samme flotte beværtning. Nu med hjemmelavet flæskesteg og deller. En overraskelsesoplevelse med en tur over Kielerkanalen på 4 min. i bus på en lille enmandsbetjent pram. Betalt af EU. Senere med et lille stop på marked i Rendsborg. Hjemme igen med vemod og glæde over at der kommer endnu en juletur, om bestyrelsen vil. Kærlige hilsner til dem, der ikke kunne deltage.
 
Tekst: Kirsten Fauerholdt,
Foto: Ole Sørensen. Flere af Oles fotos her