Frode HP24.10.19
Vi fik en alvorlig eftermiddag med Frode Højer Petersen, der var en af drengene i Mogens Vemmers fantastiske B&U-afdeling. Vi fik hans historie i DR fra hans egen mund, at det var ikke kedeligt, men alvorligt nok. De emner, som Frode tog op i filmprojekter, var ganske alvorlige. Fortællingen om, at bogen ”Ørkenen Brænder” blev lagt i hans dueslag i B&U af Else Schmidt fra Radiohusets bibliotek, fik vi indsigt i. Det var om journalisten Knud Holmboe, der blev til et filmprojekt fra Frodes side. Vi fik hans eksempler på forfulgte folkeslag/befolkningsgrupper i Rio, hvor gadebørn blev indfanget og myrdet for at få ro i byen. Og fra ”Khomeinis Drenge” om herboende iranske flygtninges beretninger om hverdagslivet i Iran med gruopvækkende scene produceret i filmen optaget i Frihavnen og på Lyngby Fort. Fotografen Henrik Krüger og Frode var ankermænd på produktionen, der i øvrigt stadig kan ses i Bonanza i dit eget moderne tv. Foredragsholderen oprullede mange frygtelige scener for os, og efterlod et dybt indtryk med de gamle filmstumper, som blev afspillet i Klærkesalen. Den lidt mere muntre side var dog Bodil Udsen-fortællingen fra Frode om ”Min Farmors Hus”, som pludselig landede i Frode Petersens kurv. Han blev instruktør på filmen, der opnåede en Bodil til fru Udsen, som var meget imod at blive instrueret af Frode. Vi havde besøg af en ægte pioner fra det DR, som Mogens Vemmer præsterede at holde kørende i rigtig mange gode år hos vores gamle arbejdsgiver.

Tekst og foto: ørs-