IMG 845020.08.15
Det var et ægte barn af DR, som var fortæller, da vi mødte op på Rigshospitalet. Efter en kort frokost i personalekantinen kunne vi endelig høre om jobbet som Regionsrådsformand fra Sophie Hæstorp Andersen, datter af DRs kostumekoordinator Pia Andersen (som naturligvis var til stede ved besøget) og afdøde DR-grafiker Svend Hæstorp. Endelig mødte vi hende efter flere forgæves forsøg, og vi fik en kort beskrivelse fra Sophie, der er særdeles travl dame i det vanskelige politiske job. For at beskrive Rigshospitalets traumecenter mere detaljeret havde vi overlæge/klinikchef Claus Falck Larsen til at beskrive det specielle udstyr, som kælderen rummer. Brandsårsbehandlingsstedet, de store scannere og den effektivitet, som Riget er i stand til at tilbyde patienterne, der bringes ind med helikopter fra alle egne af landet. Hårdt kvæstede, alvorligt forbrændte, akutte blodpropper, for tidligt fødte børn m.m er nogle af de behandlingsområder, som Riget har specialister i. På toppen af det hele – hviler en 70 tons tung landingsplatform og et kontroltårn på 90 tons hele 80 meter oppe. Prisen for denne udsigtsplads er 32 millioner betalt af Mærsk McKinney Møllers Fond. Uden denne donation, ville platformen, hvis diameter er 37 og 1000 m2, ikke være bygget. Fra landing på toppen går der ikke meget mere end 5 minutter, før patienter bliver behandlet i operationsstuerne af specielle teams på op til 14 personer med hvert sit speciale. Rigshospitalets højt specialiserede personale er klar til at yde en indsats døgnet rundt hele året. Sidste år landede 565 helikoptere på den dyre platform. Normalt er der ikke rundvisninger på hospitalet – og på helikopterplatformen er det ikke muligt at komme op. Vi 29 i selskabet fra Seniorklubben fik ekstraordinært lov til at se både kælder og kvist. Vi kunne tydeligt se vor tidligere arbejdspladser RH, TVBY og DRBY fra platformen – og stadig mindes en god tid i DR.

Udsigten fra 20. etage på Riget i det klare eftersommervejr var bare fantastisk.

Tekst og foto: ørs-