IMG 1756115. maj 2014 Vi havde områdeleder og sikkerhedsansvarlig i Rigsarkivet, Jan Petersen på besøg, fordi vi skulle høre om slægtsforskning. Vi sad klar med vore kuglepenne og blokke for at få tips og trix til at finde ud af vores forfædre så langt tilbage som muligt. Var vi nu efterkommere af fremmede, pyromaner eller bønder. Det kom vi kun lidt nærmere, fordi vor underholdende foredragsholder havde valgt at tage et overordnet view på Rigsarkivet. I dag ligger arkivet på Slotsholmen, men flytter da 370 hyldekilometer arkiv til Christians Brygge. Et enormt arbejde med at overføre papirdokumenter til elektronik er i gang, og mange spændende ting dukker op i arkivet. Kirkebøger, kriminalregistre, politinotater og kommuneregistre er en del af det enorme dokumentariske materiale, som gemmes - og meget lidt er specielt interessant. Begravelser, fødsler og dåb samt bryllupper er registreret i kirkebøger. Og disse bøger findes i dobbeltsæt, for en brand eller anden ulykke kunne ødelægge gamle notater. Trods nidkær registrering, som i dag er elektronisk, kan man ikke få alt at vide om forfædrene. Gang på gang opdages nye oplysninger om kendte personer, når man åbner pakker med papirer. I dag er arkivalier registreret elektronisk, og det gør det nemmere at finde frem til oplysningerne. Det er ikke nemt at finde rundt I det store arkiv - giv ikke op, måske har du fine forfædre. Så prøv lykken og hav tålmodighed. En advarsel fik vi også – det er ikke altid den bedste løsning at få en såkaldt ekspert eller mindre firma til at finde oplysninger på sine forfædre. Det er ofte dyrt – og langt fra andet end det, man selv nemt kan finde ud af.

Tekst og foto: ørs-