Møde med Anker Andersen,
som Frederik pissede på.

Værsgo. Vi står ikke tilbage for Billedbladet eller Se og Hør her i spalterne.

Men altså. Det var kronprins Frederiks replik til kronprinsesse Mary, da han præsenterede den trofaste kammertjener for den smukke australske erobring.

Og forklaringen er den, at kammertjeneren nuslede den lille Frederik og gik tur med det royale blebarn.
 
Jo, det var en fin eftermiddag i Klærkesalen, da Seniorklubben havde besøg af den 77årige tidligere kammertjener med 40 års tjeneste ved hoffet. Et matematisk geni i bestyrelsen regnede ud, at vi var 85 i det pragtfulde forårsbelyste lokale. Om PET havde smuglet en spion ind for at overvåge seancen, vides ikke, men der var ikke noget at hente. Udover lidt lækkert Dorte-bagværk, som de kunne fodre muldvarpen med.
 
Anker Andersen var hæs som en mand, der havde sunget ved en ildebrand, men stilig og korrekt og røbede ingen sprængfarlige hemmeligheder, og gav et hyggeligt billede af, hvordan det gik til i de kongelige kredse til hverdag, fest og sorg i kong Frederiks tid specielt.
Mest dramatisk var beretningen om da Andersen, som han blev tituleret, kom til at smække en tung dør op i hovedet på kong Frederik, der var tæt ved at gå i dørken. En stor, konfiskabel, kniv blev brugt til at dulme bulen, mens der blev sendt bud efter en af hoffets læger.
Og så var det heller ikke ligefremt elegant, da Andersen som helt nyansat kom til at sætte kongeflaget omvendt, så rigsvåbnets kæmper stod på hovedet. (Redaktionen af Hjemmesiden kan dog supplere med at oplyse, at det er sket flere gange. Heldigvis boede den gamle Tv-producer, Jørgen Bonfils, som nabo til slottet og kunne holde øje med flaget og ringe over til livgarden og bede dem rette fejlen.) Se dette var en nyhed, der hidtil har været hemmeligholdt!
Der var mange og gode historier om et liv tæt på den royale  familie, rejser i mange lande. Med alle transportmidler, herunder tog, der bortset fra kongeskibet, var kong Frederiks mest yndede.
Anker Andersen har holdt et par hundrede foredrag med op til 800 tilhørere.
Det var god underholdning. Og det er kongehuset jo i det hele taget, så vi gik glade hjem med ønsker om en god Påske.
Johs.