Allan Hjer25.4.19
Godt hensat til 1968 oplevede vi en enmandsrevy med Otto Schønberg – alias Allan Høier – der virkelig opførte sig som en revyskuespiller ville gøre det i tresserne. Nedladende over for publikum i salen i et sprog, der hørte tresserne til. Vor entertainer og visesanger denne torsdag medbragte selv en enorm skærm, der blev opstillet midt på scenen, og med sin chokoladebrune farve gav den os stemning, som var vi i det forrige århundrede.

Det handlede om Emma Gads Takt og Tone – og vi blev stillet spørgsmål om de opdragende ord i hendes bog. Vi skulle også igennem Osvald Helmuths Konen, Kællingen Madammen – senere Max Hansen-hittet Kys Hinanden og da også Bare Det Var Mig, som Preben Uglebjerg sang en gang – og sidst men ikke mindst Det Må Jeg Ikke For Moar, som salig Arthur Jensen havde et stort hit med. Alt sunget til akkompagnement af en flittig kvindelig pianist, som var til stede via en computer. Ganske fikst og sjovt gennemført som en enmandsrevy lige foran vores øjne og ører.

Helt fin underholdning, som vi slet ikke havde forventet, men heldigvis fik. Det var anderledes denne gang i Klærkesalen – og ganske godt.

Tekst og foto: ørs-

Carsten Egoe28.3.19
Vi havde besøg af historikeren Carsten Egø Nielsen, der er specialist i lokalhistorie på Vestsjælland og har sin uddannelse fra Odense (Syddansk) Universitet. Talrige lokalhistoriske artikler er det blevet til og ikke mindst om Sprogø, som vi skulle høre om denne torsdag. Vi fik forklaret om Jussi Adler Olsen og hans Journal 64, som 760.000 personer gik i biografen for at se om det mærkværdige kapitel af Danmarkshistorien om kvindeanstalten på Sprogø, hvor misrøgt og lægelige forsøg med tvangssterilisering var en del af hverdagen for de anbragte. Stærke erotiske tilbøjeligheder hos kvinder kunne være årsag til, at myndighederne fik anbragt kvinder på den ø, som Storebæltsbroen nu har forbundet med både Fyn og Sjælland. Den store begivenhed på øen var de to gange om ugen, hvor postbåden fra Korsør ankom til øen. Anstalten blev drevet af Åndssvageforsorgen, og lægen Christian Keller var ansvarlig for driften i de første år efter han etablerede anstalten for åndsvage og seksuelt løsagtige kvinder. Ikke et fængsel, men et sted, hvor man kunne blive anbragt på ubestemt tid. Vi fik et indblik i hverdagen om Sprogø i et hurtigtkørende foredrag, som nok burde være afviklet på ca. 30 minutter mere end den time, som var til rådighed. Spændende og medrivende var det, specielt fordi Carsten Egø Nielsen havde mødt pårørende til piger, der var anbragt på øen. Utrolig mange sjældne billeder fra livet på Sprogø fik vi at se, og det var en sjælden skildring af livet for de stakkels piger, som ifølge foredragsholderen burde kaldes kvinder eller damer. Men flere bøger har benævnt dem som piger, selvom det var modne kvinder, som blev eksporteret til den lille ø helt frem til nedlæggelsen af anstalten 1961.

Tekst og foto: ørs-

Gorm7.3.14
Vi havde godt besøg af Gorm, der var i sprudlende form. Han indledte med at sige, at han faktisk ikke havde behøvet at komme, fordi de personer i salen, som han fik øje på, kunne hans historie endnu bedre end han selv. Men sådan var det nu ikke helt. Vi fik ham fra fødslen i det sønderjyske Tandslet til i dag. Spændende småhistorier fra et rigt journalistisk liv fra Sorø Amtstidende, Sjællands Tidende videre til Aktuelt for endelig at lande i DR. Det var i 1967, hvor Hanne Sommer var speaker(pige) og sluttede en aften med replikken - og så kan i ellers rende mig i røven. Direkte udsendt fra Studie B i radiohuset, som i de første år husede en tv-afdeling. Producer, vært og sport med Gunnar Hansen, OL i München og senere vinter-OL i Los Angeles siddende i TVBY med Palle Holgersen. De spændende år med Gregers, hvor det blev til rigtig mange kulturprogrammer i tv. Underholdning med kant – specielt et program om katastrofeplanerne for Barsebäck. Sidst og ikke mindst Hvornår var det nu det var?, der virkelig gav Gorm popularitet. Navnet Gorm må vi nok lige i farten fortælle om. Det er Hans Georg Møllers journalist-signatur, som blev hans kæle- og kaldenavn gennem hele hans liv efter journalistuddannelsen. Så var der Sporløs, som jo stadig kører på skærmen. Vi fik mange fine småhistorier og oplevelser fortalt, og for at være sikker på, at vi også kunne få noget med hjem til aftenkaffen – så fik vi serveret 10 rigtig gode råd, som fodboldtræneren Bo Johansson anvender i sit liv. Johansson er i øvrigt en skattet foredragsholder.  De 10 gode råd finder du her. 

Vældigt oplivende at høre fra en programmedarbejder, der var i DR i de rigtig gode dage, selvom Gorm opnåede at blive fyret netop den dag, hvor han var kåret som den næstmest populære vært i tv. 

Tekst og foto: ørs-

glas 1 Mrkhj kirke 121.3.19 Et ejendomsmægler-stenkast fra TVBY i Gladsaxe ligger Maskinvej, hvor Villum Window Collection har til huse. Her er en helt fantastisk samling af virkelig spændende vinduer i et museum, der er helt udover det sædvanlige. Vinduer gennem tiderne, en forklaring på, hvordan vinduer fremstilles og ikke mindst, hvordan vinduesglas fremstilles. Det er såmænd skaberen af VELUX-vinduet, Villum Kann Rasmussen (1909-1993), der har grundlagt et museum, som er en overset juvel af et museum. Der er ofret adskillige millioner på dette museum, der vises os udviklingen af vinduer, som kan forekomme ret kedelig. Men sådan er det ikke, når man først oplever det her i Gladsaxe. Mere end 300 historiske vinduer fra det 17. århundrede og frem til i dag kan skues. Og så på en meget elegant måde i flot design i en lyssætning, der er uovertruffen. Nu er det slet ikke en reklame for VELUX-vinduet – derimod en illustrativ måde at fortælle os om kvaliteten i livet med lys, luft og udsigt. Så elegant kan det gøres og faktisk en overvældende oplevelse, som man kan skaffe sig tirsdage og torsdage fra 10 – 16 (lukket juli) uden af betale entre. Fantastisk.

Efter besøget bevægede vi os til Mørkhøj Kirke, hvor sognepræsten Ib Ehlers Jørgensen modtog vores lille selskab på godt 30 personer. Her fik vi lov til at synge i kirken og derefter gennemgang af de to store kirkeruder og udsmykningen af væggen bag altret samt prædikestolen. Formidabel glaskunst udfør af færingen Trondur Patursson, der skildret skærtorsdag, langfredag og påskemorgen i glas. Efterfølgende var der smørrebrød i den største mødesal. Vi fik et glas – også her, så alt var i glassets tegn denne dag. Men husk lige at kigge forbi Villums samling af vinduer.

Tekst og foto: ørs-

2019 test

Leif Andersen

 28.2.19 

Leif Andersen, som tidligere har været hos os for at fortælle om København, var denne gang mesteren i at fortælle os om gadenavne. Specielt sære gadenavne, som ikke længere findes i Dronningens København. I 1167 var der blot 4.000 indbyggere i København – og i 2018 var tallet 1,3 millioner. Den ene brand efter den anden og i øvrigt pest har været med til at minimere antallet af indbyggere. Voldene og byportene Østerport, Vesterport, Amagerport og Nørreport var med til at afgrænse byen. I 1857 blev byportene nedlagt, og voldgrave har vi stadig rester af i Ørstedparken og Tivoli. Leif gennemgik mayonnaise-kvarteret, d.v.s Laksegade, Hummergade m.fl. Nu er Hummergade forsvundet og faktisk lå den lige ved Magasin. Mange gader er forsvundet, og netop det kvarter vi her havde fat i, var ikke det pæne København. Her holdt de offentlige fruentimmere til. Vi var vidt omkring, og hørte om Skidenstræde, der blev omdøbt til det noget pænere Krystalgade. Den løber fra Frueplads hen til Rundetårn. Det lident flatterende navn kommer naturligvis grundet det svineri, der lå i begge sider af gaden, hvor menneske- og dyrelort samt alt andet affald flød i en meget uhumsk blanding. Vi var godt nok rundt i det ildelugtende København i fin fortællestil med Leif, der er godt inde i stoffet.

Tekst og foto: ørs-