Haargrd resize24.11.16 
Vi havde besøg af en ekspert i kriminalitet, nemlig en kompetent pensioneret medarbejder i bagmandspolitiet Knud Haargaard, som virkelig kunne historier om kendte, der ikke stammede fra sladderblade eller formiddagsaviser. Han var selv midt i det hele. Først at være betjent ved Svendsgades Politistation (Station 5). Springet til kriminalpolitiet og endelig landbetjent og giftefoged på Færøerne grundet en færøsk ægtefælle samt videre til Rejseholdet fra 1980 til 95 – og så til Bagmandspolitiet fra 1990 til 2009 før pensioneringen, kom vi godt rundt om mange herlige episoder, som Knud Haargaard selv havde oplevet. Forbrydere som Clark Olofsson, Bent Ricardo, Divan Svend og Rotte Per var nogle af de første, vi fik levendegjort. Frække og skruppelløse og med pengeglade vaner. 220 dage om året var betjenten udstationeret med sager. Selskabstømmere, Tvindsagen med Amdi Petersen, Kurt Thorsen og hans pengecirkus og ikke mindst Stein Bagger med de fantastiske fakturaer, som Danske Bank så pænt tog i mod for at låne Stein endnu flere penge. Det væltede ud med spændende historier. Også Klaus Riskær var imellem og da også Per Siesbye. Millionerne rullede henover os. En Stein Bagger brugte 3 millioner kroner på et par dage i Dubai med sin kone og et par venner. Derefter forsvandt han – og meldte sig selv i USA og blev hentet til Danmark med følgende domfældelse og afsoning. Vi fik spændende detaljer, lune historier og lige før pensioneringen blev vor foredragsholder tilkaldt af Stein Bagger, som stadig sad bag tremmer. Hvorfor ville Bagger dog tale med Knud Haargaard – han opfordrede ham til, at de skulle samarbejde om nogle forretningsidéer. Det blev et pænt NEJ TAK. En virkelig spændende og underholdende eftermiddag med mange fine detaljer, som faktisk ikke var hemmeligheder. Det står på nettet – men Knud Haargaard ved lige, hvordan det skal stykkes sammen for at give et korrekt billede af sagerne.

Tekst og foto: ørs-

RiisDSC01547resize10. nov.2016
Vor gæst denne torsdag var Anders Riis Hansen, som arbejdede i DR som programvært, tilrettelægger og instruktør. Han begyndte i B&U hos Mogens Vemmer og arbejdede for ringe betaling og mange arbejdstimer. DR har været en stor del af hans tilværelse, men også uden for DR arbejdede han med at producere kort- og spillefilm. Blekingegade-Banden, Cirkusdynastiet hører til nogle af de seneste produktioner. Anders Riis Hansen var ansat i DRs chefredaktion fra 2004 til 2007 som dokumentarredaktør og i samme job fra 2009 til 2011. Indimellem var han i eget firma Hansen & Pedersen Film & Fjernsyn. I dette efterår er han i jobbet som konsulent for dokumentarfilm på Det Danske Filminstitut. I sandhed en travl og flittig herre, som denne gang havde en af sine spændende produktioner med under armen. I 1936 var der borgerkrig i Spanien. General Franco på den ene side – og Folkefronten på den anden. Fra alle omkringliggende lande sluttede tusinder af mænd sig til Folkefronten – og blandt dem en lille håndfuld danskere, der drog at sted for at kæmpe mod Francos soldater og regime. Blandt dem var Egon Højland, Villy Fuglsang og Karl Christensen. Omkring 500 danskere tog af sted for at deltage i borgerkrigen – og man regnede med, at hver person vel havde 30 dage at leve i (december 1936) inden de blev dræbt. Frygtløse herrer drog syd på og deltog i de andres krig. Og 50 år efter blev der arrangeret mindesammenkomst i det spanske. De nævnte herrer drog af sted endnu en gang for at møde de landskaber, hvor de kæmpede i slutningen af 30’erne. At være gangbesværet, have nedsat hørelse og hukommelse var ingen hindring. En lille håndfuld fløj af sted og oplevede gensynet med de personer, de kæmpede sammen med. Det var en hjertelig skildring af gamle gubber, som gennem tårer genoplevede de mærkværdige dage i trediverne. Anders Riis Hansen havde produceret denne spændende 40 minutters film, som virkelig var værd at se på fra start til slut. En berigende eftermiddag hvor Anders fortalte om baggrunden for at lave en sådan film.

Tekst og foto: ørs

Afslut2016.19. juni 2016
Der var jordbærlagkage i høj kvalitet til ganen – og New Orleans jazz til ørerne. Det var så ikke et almindeligt orkester, men en 6-mandsband med musikere fra flere steder i Jylland og et par stykker fra Fåborg. Bag den akustiske bas stod en tidligere DR-medarbejder, som i tiderne med Radiorådet var med til at gøre livet en smule mere besværligt for direktionen og specielt Provinschefen Gerhard Nielsen. Bassisten var såmænd Flemming Seiersen, der var tillidsmand i DR og medarbejderrepræsentant i Radiorådet. Vi fik i orkesterpausen Flemming Seiersens egen version om livet i DR og specielt i Provinsafdelingen koncentreret om årene 1978 til 1980. Historier om navngivne medarbejdere og chefer oplevelser med trussel om fyringer og udsendelsesstop. Ikke et specielt kønt billede af DR, som den gang hed Danmarks Radio – og i årene, hvor Provinsafdelingen var en helt speciel faktor i udviklingen. Afslu2016.2 KopiDer var også lidt om De Røde Lejesvende og Radiorådet som sandkasse for kommende politikere. Kedeligt var det ikke. Festligt og farverigt fortalt af en tillidsmand med stort T, som har fået sig et godt liv efter dagene i DR. Med orkestret Royal Garden Blues Band er der liv i kludene med glad musik fra New Orleans. En rigtig god eftermiddag med fyldt med herlig musik fra før verden gik af lave.
 
Foto & tekst: ørs-

Dylov resize 3.11.16
Vi havde besøg af Anders Dylov, som tidligere var ansat på TV-A som producer. Han kan håndværket med det maritime og det at lave film. Vi fik en 40 minutters ganske spændende menneskelig film om skipperen Kristian Lund, der har haft egen skonnert ved navn ARON siden 1968. Vi fik tætte billeder af den livsstil og den kærlighed, som mennesker, der ejer træskibe har. Skibskulturen i Svendborg er helt speciel. Det hæderkronede værft Ring-Andersen er en af årsagerne. At vedligeholde og sejle en sådan skonnert fik vi et tæt indblik i. Det er et slid at have en sådan båd. Det er hårdt arbejde at vedligeholde et sådant klenodie, og det er tydeligt for enhver, at det kræver stædighed, kærlighed til træskibe og gode sejlkundskaber at eje en skonnert af træ. Det er muligt at komme med på tur om sommeren, og om vinteren er skonnerten lagt op og vedligeholdes i de kolde måneder. En virkelig spændende fortælling fra det sydfynske med en af DRs tidligere medarbejdere som fortæller. 

Tekst & foto: ørs-

Afghanistan119.05.16
Vi var noget stille, mens operationssygeplejeske Anette Schlippe fortalte om sine to udstationeringer i Afghanistan. I en teltby midt i et øde område lå Camp Bastian, hvor 50.000 personer havde job med at være klare hjælpe. Et hospital, hvor forfærdelige skader som følge af krigshandlinger, blev hverdag for de udsendte medarbejdere. 51 procent af skaderne skyldes sprængninger fra eksempelvis vejsidebomber. 30 procent af skaderne er fra skud. Vi fik råt og usødet billeder fra operationsstuen, hvor Anette arbejdede. Afrevne lemmer og grimme læsioner på soldater og civile. En rædsom fortælling fra frontzonen i en evig kamp for at få de sårede til at overleve. Opgaven var nemlig blødningskontrol, bloderstatning, vejrtrækningstabilisering og klargøring til transport med målet for videre behandling på et hospital i Tyskland eller England. Frankfurt eller Birmingham. Amerikanske soldater til Frankfurt og engelske til Birmingham. Danske soldater blev fløjet til Birmingham og senere til Rigshospitalet. De barske kendsgerninger fra teltbyen, som havde samme indbyggertal som Helsingør (50.000), blev ganske nærværende. Felthospitalet fik 98 procent af de behandlede ud i live, hvis de blev bragt ind med hjertet fungerede uden hjælp. Allerede inden de sårede blev bragt til hospitalet, hvor Anette Schlippe stod klar med sine kolleger, vidste de meget om skadens omfang, og var derfor helt klar til at modtage patienterne. Et hospital med egen præst og kapel. Adgang til telefon og internetforbindelse – og derfor nok afsondret fra omverdenen – men ikke uden elektronisk forbindelse af privat karakter for den enkelte. Et helt specielt sammenhold om opgaven med at få de indbragte sårede til at overleve var med til at holde en meget speciel disciplin. En oplevelse for livet – og en følelse med at de danske udsendte havde gjort et job med betydning for både de sårede og for deres pårørende. Et internationalt team af højtudannede læger og sygeplejesker. Det var ikke en hyggelig eftermiddag – men alvoren kom tæt ind på livet af os alle med et gribende foredrag.
Tekst & foto: ørs-