world.jpg11  MARTS 2010

Det her er ikke noget referat af klimamødet i dag i Klærkesalen med Steffen Kretz. Men han gjorde det godt, og vi 98 deltagere blev formentlig lidt klogere.

I den udstrækning, vi har evner dertil. Og den slags. Og hvad ved jeg, som formanden siger, når han har formuleringsproblemer.
Men altså. Grønland og Nordpolen smelter og ørkenen breder sig over der meste af verden. Og i Spanien, så I ikke behøver at rejse til Sahara for at få sand i sandalerne.
Og vi skal passe på ikke at få for mange børn, hvis ikke de skal sulte, sagde Steffen, der blev far igen forleden.
Det er selvfølgelig en måde at få varmen på, tænkte jeg, men på den anden side må man vel konstatere, at bøsserne er CO2 neutrale.
Jeg har i min tid udryddet en del indlandsis sammen med salig oplæser Bent Jensen, idet vi brugte nedfløjet indlandsis til vores whisky. Det må ha' kostet en del liter brændstof, men pyt. Vi vidste jo ikke, at vi var nogle svin. Som bilister og bønder, der er uden for kvoten af de kedelige gasser, som man kan købe sig fra, hvis man ellers kan finde ud af at handle med nogen, der ikke bruger, hvad de må. Fes den ind?
I hvert fald følte jeg mig klogere efter Steffens foredrag, men det siger på den anden side heller ikke ret meget.
200 kubikkilometer indlandsis smelter om året.
Det kan i hvert fald fortynde en del whisky, kan jeg regne ud.
Hvis I vil vide noget mere nyttigt er det bare med at blive fanget af Nettet på DR.
Desværre har DR ikke mere råd til at lade Steffen Kretz dyrke klimaet på fuld tid.
Og så husk, at vejret er det I kan se ud ad vinduet, mens klimaet kræver en kalender.
Gudfaderbevaros.
Og de har fundet rubiner oppe i det grønlandske.
Så kan vi jo pynte os med dem, mens vi dør af sult eller slås med hinanden om Nettos sidste tilbud og Superbests blandede udbud.
Min hustru og jeg har købt vindmøller for en mindre formue og er nu selvforsynende og kan endda levere lidt overskud til jer. Vi har sparepærer over hele huset og  har skrottet Volvoen, der kørte mindst 6 km pr. liter. Og i Texas har de fundet ud af, at der er penge i andet end olie.
Vi må gøre os fri af araberne. Så kan de slås om, hvem, der er mest i familie med profeten.
Så der er håb forude. Men ikke nødvendigvis for menneskeheden.
Insekterne vil arve verden har jeg læst et sted.
Halvdelen af forsamlingen i dag så lyst på fremtiden.
Vi andre var mere skeptiske.
Måske skulle man tilslutte sig jubelidioterne.
Som en af de positive konstaterede: Jeg er jo alligevel død, når det går galt.
Det er da et synspunkt.
Men uden fremtid for nogen.
Shit, som vi siger, når vi kan udenlandsk.
johs. aakard.jpgJohs.

 Jesper Klein, multimanden, der understreger, at han sådan set heller ikke er skuespiller, lagde den stopfyldte sal ned, da han torsdag den 20. maj fungerede som rosinen i pølseenden efter en flot sæson.
Seniorerne morede sig grundigt under hans mere end en time lange "prædiken", som jeg lagde op til ved at fungere som kordegn i den fordums så hellige, herlige Klærkesal.
Via de 25.000 døde smågrise om dagen, som TVA på "venstreorienteret vis" bragte frem i lyset, overgav jeg ordene til den gamle røde lejesvend, som Erhard Jakobsen og før ham, Bernhard Baunsgaard, nærmest slog sig op på at hade og afsky.
Det var åbenbart gensidigt, men i hr. Kleins version noget mere afbalanceret og begavet.
Det blev en festlig gennemgang af et liv på kanten, hvor succes på succes nærmest forfulgte ham.
Lidt bittersødt ind imellem. Som da han mindedes, hvordan han efter at være blevet ejer af en stor villa stillede lokaler gratis til rådighed for produktionsholdet, der osse blev vel beværtet uden beregning.
Da han for nogen tid siden henvendte sig til DR, fordi der var en af de gamle udsendelser han gerne ville have en kopi af, fik han at vide, at det sagtens kunne lade sig gøre. Hvis han da ellers lige ville slippe 15.000 kroner.
Det var i 1965, den lange rødhårede Jesper blev fundet af B&U-folkene og først muntrede sig og de fleste andre i radioen og siden i TV.
Nu er han en nydelig ældre herre. En rolle, han i mange år med held har gjort til en livsstil, tør man mene.
Måske lidt skrøbelig. Men hovedet, det er godt.
Johs.

 Historien om DR-Journalisten, karsten_bork.jpg
den internationale erhvervsmand.
 
70 lydhøre medlemmer havde fundet vej til Klærkesalen denne solrige torsdag eftermiddag, hvor folk i hele landet havde fået løn og købt hveder.


Det kunne tydeligt mærkes, da Karsten og jeg taxiede ind til Kgs. Nytorv. Karsten var noget forundret over den tætte trafik i København, men ellers skal der meget til at undre verdensmanden Karsten, der bor i London eller Svejts, når han ikke flyver verden rundt som rådgiver og bestyrelsesmedlem i en mængde store selskaber.
Karsten havde sammensat et "lysbilled"-show. 115 billeder og så gik det ellers ud over stepperne uden billede0033.jpgmanuskript og pauser.
Karsten er ikke i tvivl om, at det er hans journalistiske baggrund, der har været den platform, som har givet ham mod til at kaste sig ud i det internationale erhvervsliv. Mest kendt er han vel herhjemme som en flittig Tv-reporter og som topmand i Mærsk igennem 20 år, bl.a. som skibsreder i England og siden som reder i tæt samarbejde med hr. Møller, som han stadig har et godt forhold til. Samme hr. Møller blev noget forbløffet, da Karsten sagde sin stilling op. Fordi hans kone Jytte mente, at nu var det nok. Det var osse hende, der i sin tid fik ham til at sige ja til at begynde et job som informationschef i rederiet, så den gamle skolekæreste har haft sin indflydelse på hans karriere.
Hun passede børnebørn i London, da vi ringede fra Taxien.
Karsten erklærede sig som en stor beundrer af Margaret Thatcher. I hvert fald for hendes meget professionelle måde. En dag, da hun holdt et langt og talfyldt foredrag med en mængde vanskelige detaljer, og uden manuskript, udtrykte Karsten sin beundring for præstationen over for en Thatchermedarbejder.
Hun skal holde fire forskellige foredrag i dag, sagde han. Hun læser udkastet til manuskriptet i bilen på vej til næste møde. Og så har hun lært alle detaljerne udenad!
Og Karsten undrede sig desuden over, at prinsgemalen Henrik, ikke er så populær som han burde være. Han er et fantastisk sødt og hjælpsomt menneske, fortalte Karsten, der en dag, med meget nyvundne og ikke særligt store franske sprogkundskaber, af hr. Møller, pludselig under et større møde blev kastet ud i at skulle holde foredrag.
De kan jo fransk, sagde hr. Møller. Og så måtte Karsten til det. Et af problemerne var, at han skulle berette om olieboringerne. Og ikke anede, hvad en borerig hedder på fransk.
Prins Henrik blev klar over, at det lå noget tungt med det franske og stillede sig ved siden af Karsten og hviskede de nødvendige gloser.
Ecco-sko er et af de firmaer, Karsten har været med til at gøre til et internationalt kendt brand. Så nu er jeg blevet skomager og har da osse prøvet at lave et par til mig selv, hævdede han.
Det var endnu en god eftermiddag i Klærkesalen, hvor vi efterhånden har fået nogenlunde styr på lyden.
Karsten, der bl.a. er korsanger i sin fritid, afprøvede under spørgsmål- og svar-delen, sin sangerrøst og konstaterede, at salen er absolut sangegnet.
Og der er stadig fuld fart på. Karsten pusler for tiden med en elektrisk motorcykle. I den største udgave kan den nå 180 km i timen.
Karsten har i høj grad bygget sin usædvanlige karriere op bl.a. ved at bruge humoren som vigtigt værktøj. Og han synes nok, at det er ret morsomt, at hans far, den gamle journalist og Tv-mand Knud Borch i Århus, meget frarådede sine børn og gå den vej.
De blev alle medlemmer af Journalistforbundet!
 
PS: Karsten var ret imponeret over arrangementet i det hele taget.
Jeg kender mange ældre, der sidder og kukkelurer, fordi de ikke har en klub eller andet netværk, når deres karriere er forbi.
Det er fantastisk, at I kan lave sådan et arrangement hver måned!
-Hver uge, sagde jeg.
-Hver uge, sagde Karsten. Det er jo fantastisk.
 Johs.

Erling Bundgård i Seniorklubben

Vi havde ikke fuldt hus i sjapsølevejret i Klærkesalen i dag, torsdag den 25. februar 2010, men dog fik vi samlet en ret pæn flok trofaste mødedeltagere, som oplevede en spændende eftermiddag med Erling Bundgaard, der morsomt og hudløst fortalte om sin karriere i DR og siden i TV2.

 

Erling berettede med megen humor om den tid, da han efterfulgte mig som politireporter.

Så er det sagt.

I modsætning til visse andre indrømmer jeg ærligt, at jeg er dybt inhabil, når jeg bedømmer hans foredrag som et af de mest levende, vi længe har haft fornøjelsen af.

Erling, der blev min efterfølger som kriminalreporter i TVA, nåede at oplevede særdeles, livstruende ting og sager. Mødet med de gryende Hells Angels og andre skarnsfolk.

Han oplevede osse den ydmyge rolle at efterfølge den populære Otto Leisner, der havde ringe status i afdelingen, fordi han beskæftigede sig med noget så lavt som Quizsprogrammer, der i dag nærmest dominerer sendefladen på alverdens Tv-stationer.

Det var osse Erling, der gennemførte de første politiprogrammer, som TV2 Station 2, nemlig "Sagen Uopklaret".

En af de første førte til opklaring af et større røveri, men det kostede ham dyrt.

Han havde glemt at notere personnumre på de statister, han brugte, hvorfor DR nægtede at betale honorarer og trak beløbet i hans beskedne løn!

Erlings videre vej gennem underholdningsafdelingen blev meget underholdende, ikke mindst for ham selv. Og de skuespillere, der med Grete Sønck som frontfigur, fik danskerne til at more sig i stor skala.

Det var hendes egen ide, at hun helst skulle medvirke kravlende på gulvet.

Erling måtte love Otto Leisner, at han aldrig ville prøve at efterligne Otto. Og navnlig måtte han aflægge ed på, at han aldrig ville bruge Ottos vittigheder.

Det var nemt nok, sagde Erling: Jeg har aldrig i mit liv fortalt en vittighed!

Han sluttede sin TV2-karriere som Tv-direktør i Randers, hans hjemby, hvor han nu lever lykkeligt sammen med en skolekammerat fra de små klasser. Efter 4 forliste ægteskaber og to børn. I TV-branchen.

Der var, og det kan bevidnes, stort bifald efter hans DVD-fremvising på 4 minutter og 40 sekunder og et fremragende foredrag.

Hold da Kæft, hvor vi har at trække på gamle talenter i det her firma!

Johs.

 

Klærkesalen var stuvende fuld, da Hans Jørgen Jensen fik ordet efter generalforsamlingen torsdag den 18. februar.
Trods vejrudsigten havde mange vovet pelsen og var draget til Griffenfeldsgade, hvor der er højt til loftet og svært at få ørenlyd, hvilket der vil blive gjort nye forsøg på at råde bod på.

Jeg havde den ære, at introducere foredragsholderen, som jeg med vanlig gammel TVA-jargon kaldte en nulevende dinosaurer.
 
Og den gamle general levede op til både betegnelsen og forventninger og berettede med selvironi om Jensens gode karriere i DR siden 1956, da han som en ret forkølet journalistelev fra Sønderborg søgte ind i Statsradiofonien, dels skriftligt, dels på et af datidens stålbånd.
 
Til hans overraskelse blev han ansat. Og sådan fortsatte det med pudsige, uforudsigelige tilfældigheder til toppen i firmaet.
 
Det var morsomt, hyggeligt og med tydelig tak for en dejlig tid i DR, der blev hans liv og skæbne.
Og som osse skaffede ham en dejlig kone, børn og børnebørn.
 
Vi er sikkert mange, der har det som Hans Jørgen, og han er eminent til at udtrykke de følelser, de fleste af os har for det gamle Hus.
 
Inden Hans Jørgens foredrag, sang vi  efter bedste evne med på Det er så hvidt derude og Jeg ser de bøgelyse øer.
 
Hans Jørgen er nemlig blevet ramt, ikke af en golfbold, men af trangen til korsang.
Vor formand havde haft uheld med at skaffe en pianist, men så fandt han en yndig 17årig konservatorieelev, Steffani, der var på besøg i aktivitetscentret, og hun slog fint tonerne han til fællessangen, der klang smukt i det skønne rum, hvor tidligere nonnerne sang morgensang før Fanden fik sko på.
 
Endnu en god, lang, eftermiddag, mens sneen dynede sig og gjorde hjemturen til en Nordpolsekspedition. Altså bortset fra, at der forleden var 12 plusgrader i Nuuk.
Sådan er det så forskelligt.
johs. aakard.jpgJohs.