RiisDSC01547resize10. nov.2016
Vor gæst denne torsdag var Anders Riis Hansen, som arbejdede i DR som programvært, tilrettelægger og instruktør. Han begyndte i B&U hos Mogens Vemmer og arbejdede for ringe betaling og mange arbejdstimer. DR har været en stor del af hans tilværelse, men også uden for DR arbejdede han med at producere kort- og spillefilm. Blekingegade-Banden, Cirkusdynastiet hører til nogle af de seneste produktioner. Anders Riis Hansen var ansat i DRs chefredaktion fra 2004 til 2007 som dokumentarredaktør og i samme job fra 2009 til 2011. Indimellem var han i eget firma Hansen & Pedersen Film & Fjernsyn. I dette efterår er han i jobbet som konsulent for dokumentarfilm på Det Danske Filminstitut. I sandhed en travl og flittig herre, som denne gang havde en af sine spændende produktioner med under armen. I 1936 var der borgerkrig i Spanien. General Franco på den ene side – og Folkefronten på den anden. Fra alle omkringliggende lande sluttede tusinder af mænd sig til Folkefronten – og blandt dem en lille håndfuld danskere, der drog at sted for at kæmpe mod Francos soldater og regime. Blandt dem var Egon Højland, Villy Fuglsang og Karl Christensen. Omkring 500 danskere tog af sted for at deltage i borgerkrigen – og man regnede med, at hver person vel havde 30 dage at leve i (december 1936) inden de blev dræbt. Frygtløse herrer drog syd på og deltog i de andres krig. Og 50 år efter blev der arrangeret mindesammenkomst i det spanske. De nævnte herrer drog af sted endnu en gang for at møde de landskaber, hvor de kæmpede i slutningen af 30’erne. At være gangbesværet, have nedsat hørelse og hukommelse var ingen hindring. En lille håndfuld fløj af sted og oplevede gensynet med de personer, de kæmpede sammen med. Det var en hjertelig skildring af gamle gubber, som gennem tårer genoplevede de mærkværdige dage i trediverne. Anders Riis Hansen havde produceret denne spændende 40 minutters film, som virkelig var værd at se på fra start til slut. En berigende eftermiddag hvor Anders fortalte om baggrunden for at lave en sådan film.

Tekst og foto: ørs

Dylov resize 3.11.16
Vi havde besøg af Anders Dylov, som tidligere var ansat på TV-A som producer. Han kan håndværket med det maritime og det at lave film. Vi fik en 40 minutters ganske spændende menneskelig film om skipperen Kristian Lund, der har haft egen skonnert ved navn ARON siden 1968. Vi fik tætte billeder af den livsstil og den kærlighed, som mennesker, der ejer træskibe har. Skibskulturen i Svendborg er helt speciel. Det hæderkronede værft Ring-Andersen er en af årsagerne. At vedligeholde og sejle en sådan skonnert fik vi et tæt indblik i. Det er et slid at have en sådan båd. Det er hårdt arbejde at vedligeholde et sådant klenodie, og det er tydeligt for enhver, at det kræver stædighed, kærlighed til træskibe og gode sejlkundskaber at eje en skonnert af træ. Det er muligt at komme med på tur om sommeren, og om vinteren er skonnerten lagt op og vedligeholdes i de kolde måneder. En virkelig spændende fortælling fra det sydfynske med en af DRs tidligere medarbejdere som fortæller. 

Tekst & foto: ørs-

Afghanistan119.05.16
Vi var noget stille, mens operationssygeplejeske Anette Schlippe fortalte om sine to udstationeringer i Afghanistan. I en teltby midt i et øde område lå Camp Bastian, hvor 50.000 personer havde job med at være klare hjælpe. Et hospital, hvor forfærdelige skader som følge af krigshandlinger, blev hverdag for de udsendte medarbejdere. 51 procent af skaderne skyldes sprængninger fra eksempelvis vejsidebomber. 30 procent af skaderne er fra skud. Vi fik råt og usødet billeder fra operationsstuen, hvor Anette arbejdede. Afrevne lemmer og grimme læsioner på soldater og civile. En rædsom fortælling fra frontzonen i en evig kamp for at få de sårede til at overleve. Opgaven var nemlig blødningskontrol, bloderstatning, vejrtrækningstabilisering og klargøring til transport med målet for videre behandling på et hospital i Tyskland eller England. Frankfurt eller Birmingham. Amerikanske soldater til Frankfurt og engelske til Birmingham. Danske soldater blev fløjet til Birmingham og senere til Rigshospitalet. De barske kendsgerninger fra teltbyen, som havde samme indbyggertal som Helsingør (50.000), blev ganske nærværende. Felthospitalet fik 98 procent af de behandlede ud i live, hvis de blev bragt ind med hjertet fungerede uden hjælp. Allerede inden de sårede blev bragt til hospitalet, hvor Anette Schlippe stod klar med sine kolleger, vidste de meget om skadens omfang, og var derfor helt klar til at modtage patienterne. Et hospital med egen præst og kapel. Adgang til telefon og internetforbindelse – og derfor nok afsondret fra omverdenen – men ikke uden elektronisk forbindelse af privat karakter for den enkelte. Et helt specielt sammenhold om opgaven med at få de indbragte sårede til at overleve var med til at holde en meget speciel disciplin. En oplevelse for livet – og en følelse med at de danske udsendte havde gjort et job med betydning for både de sårede og for deres pårørende. Et internationalt team af højtudannede læger og sygeplejesker. Det var ikke en hyggelig eftermiddag – men alvoren kom tæt ind på livet af os alle med et gribende foredrag.
Tekst & foto: ørs-

Afslut2016.19. juni 2016
Der var jordbærlagkage i høj kvalitet til ganen – og New Orleans jazz til ørerne. Det var så ikke et almindeligt orkester, men en 6-mandsband med musikere fra flere steder i Jylland og et par stykker fra Fåborg. Bag den akustiske bas stod en tidligere DR-medarbejder, som i tiderne med Radiorådet var med til at gøre livet en smule mere besværligt for direktionen og specielt Provinschefen Gerhard Nielsen. Bassisten var såmænd Flemming Seiersen, der var tillidsmand i DR og medarbejderrepræsentant i Radiorådet. Vi fik i orkesterpausen Flemming Seiersens egen version om livet i DR og specielt i Provinsafdelingen koncentreret om årene 1978 til 1980. Historier om navngivne medarbejdere og chefer oplevelser med trussel om fyringer og udsendelsesstop. Ikke et specielt kønt billede af DR, som den gang hed Danmarks Radio – og i årene, hvor Provinsafdelingen var en helt speciel faktor i udviklingen. Afslu2016.2 KopiDer var også lidt om De Røde Lejesvende og Radiorådet som sandkasse for kommende politikere. Kedeligt var det ikke. Festligt og farverigt fortalt af en tillidsmand med stort T, som har fået sig et godt liv efter dagene i DR. Med orkestret Royal Garden Blues Band er der liv i kludene med glad musik fra New Orleans. En rigtig god eftermiddag med fyldt med herlig musik fra før verden gik af lave.
 
Foto & tekst: ørs-

DorteFals16.4.16
Dagens gæstetaler var TVværten Dorte Fals, som bestyrer DR1-programmet Penge. Hun indrømmede fra begyndelsen, at hun ikke var taler, og faktisk ikke brød sig op at benytte små kort med stikord eller tekst. Men det gik da ganske fint med at fortælle og underholde. Fra ungdommen på Amager og frem til den juridiske eksamen i 1985 - dernæst Journalisthøjskolen i 1986 og så herefter et job hos sparekassen SDS med jobbet som informationsmedarbejder uden at være medlem af Dansk Journalistforbund. Men pludselig sad Dorte som sportsjournalist på den lille private tvstation, Kanal 2, hvor Michael Bundesen var chef. Det var en tid uden PC’er, internet og anden smart måde at indsamle og bearbejde nyheder på. I 1988 var der bud efter Dorte fra nystartede TV-Lorry, hvor hun blev sat til at lave Bag Byen, som handlede om København. Klaus Bundgård Povlsen fra TVAvisen havde været med til at skaffe to piger til verden med Dorte, og det fik hende til at hellige sig familien. Men først skulle Dorte være på P1 for at lave radio, og da nogle chefer så fik den fantasiske idé at lægge al kultur på radio og tv sammen i én afdeling, så blev Dorte overordnet chef med personalesamtaler, administration og da også lidt program. Som chef for Bogart, Bestseller og medarbejdere som Piet van Deurs og Liv Thomsen var der meget at se til, og da en af børnene en dag kunne fortælle, at Dorte for det meste sad ved sin pc og var sur – så blev det til årsagen til, at hun opgav DR i nogle år. Hun var blevet vært på Temalørdag på DR2, og producerede mange flotte aftener med den lille redaktion. Et af temaerne var Maraton, og hun deltog selv i New York Maraton efter et grundigt træningsforløb. Men farvel til DR for at tage sig af de to små piger. Dorte vendte tilbage til DR md et job på P1-morgen. Her skulle hun producere 25 sommerprogrammer med titlen Sommergæsten. Det var i 2007, og da PengeMagasinets Charlotte blev syg, blev Dorte spurgt om, hun ville springe ind på et afbud. Det gjorde Dorte – og ugen efter, Dorte spurgt igen. Det er blevet til et fast job – endda et af dem, der ikke flyttes til Århus eller Ålborg. Det er blevet til 9 gode år på tv, og med et solidt seertal på mellem 450 og 600.000.
Fem journalister, to fotografer og en praktikant er bag programmet. Ofte sendes programmet tæt på TVA, hvor Dortes mand, Klaus Bundgård Povlsen, er vært.
Og på det uundgåelige spørgsmål? Hvor traf du Klaus? På Journalisthøjskolen, Lorry eller i DR??  – så var svaret: Karnevallet i København. Det var første gang Dorte var på podiet som foredragsholder – og det klarede hun helt fantastisk.

Foto: Per Tidgen – tekst: ørs-