Ole Steph 18DSC0312018.2.18
Ole Stephensen var dagens gæst, der grundet umådelig travlhed i sit nye liv fik alle fremmødte medlemmer til at være der tre kvarter før normal mødestart. Og til normal mødestarts tid – så var han ude af døren i en fart. I den mellemliggende time havde vi hygget os med Ole Steph’s historier fra et utrolig virksomt liv. Spændende og sandfærdigt fik vi Ole på slap line – og det klær ham. Fra ungdommens tidligere dage, hvor han skrev egne digte og solgte dem på Strøget i duplikeret udgave med formålet: at skaffe penge nok til at drage til Thylejren, der var så omtalt i pressen. Som 14-årige knægt stod han så der i pløret og fandt det hele forfærdeligt. Det blev til en eneste overnatning i Thy. Skolen var ikke det bedste sted at være, men journalistuddannelsen trak heldigvis. Det blev til optagelse i Århus, og praktikplads på Aktuelt, der var flyttet fra Farimagsgade til Hillerød. Vi fik flere herlige anekdoter fra Aktuelt-tiden, og senere var det som journalist i Gorm & Gregers’ Lørdagskanalen vi kunne opleve ham på skærmen. Festlige dage og med endestation på Radioavisen med noget så kedeligt som telegrammedarbejder. Hvorfor! På grund af mærkelige overenskomstforhold. Et smut forbi Nordisk Film, der producerede Elevatoren, forbi Øbberbøv med Jarlen på DR og så til Walter & Carlofilmen, som Per Holst var instruktør på. En million biografbilletter blev solgt. Ansættelse på Kanal 22 (TV i DR) og senere på Weekend-TV (Nordisk) og monopolbruddet kom. Ny tilværelse som meget mærkværdigt har fået Ole over på DK4. Det har ikke været lige gyldent, men nu er der bedre tider igen med valgt til kommunalbestyrelsen i Gentofte. For Konservative. Og snart opstillet til Folketinget for Konservative på Vestegnen, hvor Rasmus Jarlov også er opstillet for samme parti. Spændende ny tid med helt nyt job – og alt sammen kan man læse mere om til oktober, hvor GAD’s forlag udgiver en bog om Ole Stephensen. Hyggeligt og godt med en tidligere DR-medarbejder, der har været vidt omkring i mediebranchen og nu har fået helt nye græsgange i politik. Rigtig mange var mødt op for at høre på Ole Steph – og vi blev ikke snydt.

Tekst og foto: ørs-